Viser alle 4 resultater

Forfriskende, mousserende vin fra Bulgarien

Denne festlige drik blev opfundet af benediktinermunken Dom Perignon (1639 – 1715) i Champagneområdet 120 km. øst for Paris.

Mousserende vin kan fremstilles på tre måder. Ved sodavandsmetoden giver man en stille vin et skud kulsyre. Ved Cuvée Close foregår gæringen på en tryktank. Og endelig er der den ”rigtige” metode, som munken opfandt, og som består af op til 3 gæringer. Først en udgæring af den stille vin. Dernæst en eventuel malolaktisk gæring, der omdanner den syreholdige æblesyre til den blidere mælkesyre og til sidst flaskegæringen, der kan vare fra 1 år og op til 10 år! Denne metode kaldes i Champagne – og kun dér – ”Methôde Champenoise”.

Afhængig af hvorfra i verden de mousserende vine kommer, anvendes der en bred vifte af både grønne og blå druer. I Champagne er det eksempelvis de to blå rødvinsdruer, Pinot Noir og Pinot Meunier, der tegner sig for ca. 70% af vinarealet – de sidste 30% er beplantet med hvidvinsdruen Chardonnay, som også er druen, vores bulgarske bobler er gjort på.

Tørhedsgraden i en mousserende vin bestemmes af den ”liqueur d’expédition” (d.v.s. mængden af rørsukker), der tilsættes sidst i processen.

Eksempelvis må en tør Brut Champagne indeholde helt op til 15 gram restsukker pr. liter – de fleste ligger dog på omkring 8 – 12 gram.

Tips:

De høje, slanke champagneglas bør helst håndvaskes og tørres med et viskestykke, for at boblerne har nogle mikroskopiske tøjrester at vokse på. Sulfo-rester dræber boblerne!

Husk, at flasken indeholder ca. dobbelt så meget tryk som dine bildæk – så undgå at sigte på nogen og husk, at det kun er til Formel 1, at den skal sige bang.

Mad og mousserende sammensætninger, som ganske enkelt normalt ikke fungerer sammen: for meget citron, eddike eller oliven i saucerne. Pickles, sure marinader og rå hvidløg. Værs’go at eksperimentere herfra.

Ønsker du mere information, er du velkommen til at kontakte os. Du kan også læse mere om vores bulgarske hvidvine, rødvine, dessertvine og rosévine.

Bestil en vinsmagning hjemme hos dig selv sammen med nogle venner. Ønsker du en vinrejse til Bulgarien, så klarer vi også det.